tirsdag den 4. juni 2019

Forspring og containere hertil


Der findes alverdens (dyre) bakker i handelen til forspring af planter.
Den seneste fik jeg i mandelgave af min svigerinde - Hun er knald dygtig til havebrug.


Og det er også den eneste - og sikkert også den dyreste! - jeg har tilbage i hel tilstand. Det er virkelig kvalitet i materialet, det kan man mærke allerede når man står med den mellem hænderne, og vil kunne bruges i mange år.


Ellers har jeg de velkendte grønne minidrivhuse til forspiring, som er anvendelige, men hvor ordet kvalitet slet ikke kan bruge i samme sætning. 
De kan genbruges, men går til efterhånden. Jeg har feks ingen låg til bakkerne mere, da de er blevet skøre i solen :-)
Det må have været en meget gennemtænkt produktion!

Trofast sad jeg med bakke efter bakke og smed et frø i hver, og da der ikke var nok, prøvede jeg (igen) med toiletruller og æggebakker.
Det duer simpelthen heller ikke for mig. Toiletrullen tager altid vandet som den første og udtørrer jorden. Vander jeg med større mængder vand, splittes det hele ad.
Så det er ikke alle ideer på pinterest, der er lige gode:-/

Nu smider jeg hele møget i en flad container og tager jeg planterne efterhånden som de spirer frem. Så er der heller ikke så meget ballade med at vande hver enkelt potte.
Det er enkelt, hurtigt, nemt og billigt - og så fungerer fungerer det aldeles glimrende for mig.

Dernæst er der urtepotter, de er svære at undvære. Men dels vil man i handelen have noget af en pris for dem (og der er jo kun dig selv og miljøet til at betale) og dels kan man med lidt god fantasi finde dette og hint at genbruge til at plante i.
Gamle juice og mælkekartoner, brugte plastbeholdere fra køb af creme fraiche og yoghurt, brugte engangskrus oma. fungerer fint for mig. Og således finder disse også anvendelse flere gange, inden de bortkastes.

Når jeg har overdkudsplanter at bytte eller sælge, så afhentes de oftest som barrodsplanter. De er gravet op lige inden afhentning, klar til at sætte i jorden andet steds med det samme.
Det gør jeg af 3 grunde.
Hver gang du flytter en plante, kan du ikke undgå at beskadige rodnettet mere eller mindre. Så for at få de bedste planter, skal de ikke plantes om mere end højest nødvendigt.  
Emballage er ikke nødvendigt. Genbrug en gratis pose, fra du sidst købte frugt eller lignende, og put planterne forsigtigt heri. Sprøjt ind i posen med en vandforstøver, så luftfugtigheden hæves betragteligt - og bind så en knude på posen, så vidt muligt er, så posen er fyldt med mest mulig luft som en ballon.
Tid er en konstant mangelvare. En omplantning tager tid, og planterne vil derfor stige i værdi. Jeg vil dog hellere tilbyde varen til en billigere pris, end at omplante og skade planten rodnet flere gange.

Holdninger er der sikkert nok af derude, dette er så min metode til at undgå emballage brug ved genanvendelse af affald, vi allerede har.