Vi sætter vores nedlagte landejendom til salg i løbet af sommeren

Ejendommen er beliggende 4 km fra Kibæk Centrum i Midtjylland.

Havens hygge i vinterlandskabet

Fuglene nyder også livet, når haven er i vinterstemning.

Her er pragtfuld udsigt

i ren idyl med fredelige, rolige omgivelser.

Rigeligt plads til dyrehold

- til skov, eller bare en stor legeplads for børn og voksne.

Urte the

Dyrk egne urter og lav din personlige urtete på den selvforsynende metode.

torsdag den 9. februar 2023

Så er der frø i butikkerne


Frø er blevet meget dyre, synes jeg, så det var skønt, da vi tilfældigvis fandt billige frø i Lidl idag. Dejligt at vi kom forbi, for det er ellers et sted, vi ikke handler.

Det er ikke den kæmpe store køkkenhave, vi handler ind til længere. Mange frø laver vi selv, men det er ikke altid muligt.
Jeg har feks prøvet at lade en agurk sidde på planten så længe, som overhovedet muligt, men kernerne nåede ikke at blive modne, inden sæsonen var slut.

Der er et par ting, vi kan så allerede her i februar som feks tidlige gulerødder og visse typer løg, ligesom blegselleri skal forspires nu. 
Og efter en lang, mørk vinter, så er det skønt at komme ud og få jord under neglene igen, imens hundene leger lystigt lige i nærheden.

fredag den 15. juli 2022

Klar til maling

 

Rengøring af radiatorer

Haven kom til at hvile lidt, for i første omgang trængte der frygteligt til en omgang maling - eller rettere flere omgange, for de farver, der skulle dækkes var mildest talt noget skarpe.
Men inden man svinger malerpenslen, er der god grund til en kraftig rengøring, så penslen ikke danser rundt mellem nullermænd.

Jeg har aldrig fundet ud af, hvordan andre mennesker får gjort ordentligt rent omkring og bagved radiatorer. Ingen blandt alle støvsugerens dimser og dutter synes at være velegnede til formålet, så jeg bruger en kompressor. Heldigvis har vi fået indkøbt os en lille nuttet model, som er let at bære fra rum til rum. 


Se en gang nullermænd, der i tidens løb har samlet sig ved radiatorerne, det var en hel lettelse at komme af med det griseri.
Nu var det jo også ret enkelt at få det gjort, mens der stadig ikke var møbleret i huset, og jeg blot kunne lade skidtet sprøjte ud på gulvet. Det kan ellers være noget af et kunststykke at jonglere med kompressor i toppen af radiatoren, medens man suger for fuld kraft med støvsugeren for neden, i håbet om at skidtet ikke spreder sig mere en højest nødvendigt.



Så skulle der dækkes af, det klarede min mand, der er uddannet autolakerer. Og jeg skal lige hilse og sige, at en ordentlig afdækning gør det efterfølgende arbejde betydeligt letter og medfører, at det i sidste ende er hurtigere gennemført.
Vi havde røde, blå, gule og lilla vægge rundt omkring i huset, og det var pang-farver, der var ikke noget afdæmpet her! Farver har tidligere ejer da ikke været bange for, skal jeg hilse at sige, se blot ovenstående billede i fra soveværelset - hvem kan dog finde ro der(?)


Jeg siger ikke, at alt skal være hvidt, men det er det blevet i første omgang, og vælger vi at sætte farver på, på et senere tidspunkt, så bliver det noget mindre afdæmpet, end her tidligere har været.
Efter afdækning malede vi i fire dage, og 80 liter hvid maling senere var vi klar til at pille afdækningen af igen. Skønt, så kunne vi begynde at flytte ind.

fredag den 1. juli 2022

Havens udseende ved overtagelse af huset

 

Hobbyfarmen haven ved overtagelse

Der har været en del arbejde at udføre i haven, siden vi overtog ejendommen.
Sælger var fraflyttet huset, og det er meget naturligt, at der i haven så ikke er blevet gjort mere, end det allermest nødvendige.

På billedet ovenfor er der siden billedet blev taget allerede sket meget. Hækken var ved at blive kvalt i snerle, der var en del selvsåede buske, der ligeledes voksede i hækken, som hun er blevet klippet ned. Den "vilde" bevoksning klager jeg nu ikke over. Det er for mig at se langt mere interessant, end at skulle starte helt forfra på en byggegrund.



Noget af det jeg har været mest begejstret over, er havens mange installerede beholdere til opsamling af regnvand. Vand er dyrt, og selvom vi bruger postevand i haven, skal der alligevel betales vandafledningsafgift.
Tillige er det bedre for mange planter, at der ikke er kalk i vandet.



Hvad det flisebelagte areal har været brugt til af tidligere ejere, det ved vi faktisk ikke. Der er ikke mere sol her, en andre steder i haven - uanset tidspunktet på dagen.
Stedet henlagde vi ret hurtigt til kompost, da den uplejede have ville medføre rigelige mængder af haveaffald.


Blot et enkelt eksempel på en af havens mange bede, der trængte til en meget kærlig hånd. Jo, der var nok at gå i gang med da vi overtog huset :-)

torsdag den 16. juni 2022

Hobbyfarmen bliver til hobbyhaven

 

Det har faktisk taget længere tid, end vi troede, at finde det nye sted at bo. Vi har måttet revurdere vore ønsker om en fremtidig bolig adskillige gange, og er nu endeligt blevet ejere af en ejendom i Brejning.

Her har vi ikke plads til de helt store armbevægelser, men her er plads nok til os, huset er solidt og godt isoleret -  og i disse tider med energi krise skal det nu nok vise sig at være godt til os.
Der er ikke helt så meget at passe, hvilket vi er godt tilfredse med - vi bliver jo alle ældre.

Diskussionen om, hvorvidt vi skulle beholde navnet Hobbyfarmen har været stor, men af adskillige grunde, som vi ikke skal kede Jer med her, har vi valgt at bevare det, som det er.
Og her er nok at gå i gang med, som det med tydelighed fremgår af billedet ovenfor, så vi kommer ikke til at kede os.

onsdag den 15. juni 2022

Dejligt nyt fra hønsegården


Det var en trist dag, da vi mistede vores hane Hansebasse og Lilleput, vores kælne høne.
Sådan er naturen jo så barsk og til tider trist, men aldrig så snart var det sket, så er der også positive nyheder.

Vores Esmeralda har nemlig lagt på æg et stykke tid, og nu sker der noget. I går fik vi et lille nyt vidunder at se, det var dejligt med lidt positivt nyt. Så nu glæder vi os til at se, hvormange det bliver til.

Vi må ikke rigtig få lov at kigge under Esmeralda, så vi ved ikke, hvormange, der er udruget endnu, men selvfølgelig skal hun også bestemme, den lille hønemor. Så vi venter pænt på, at de små selv kommer frem for at hilse.

tirsdag den 14. juni 2022

Sørgeligt syn ved hønsegården


Det er altid meget trist at finde sådan en stor omgang fjer i haven, det tyder som oftest på, at Mikkel Ræv har været på besøg.

Under frugttræerne på hønsenes yndlings opholds sted så der ikke bedre ud, så det var med en del uro i maven, at vi gik videre for at se, hvormange og hvem der manglede.

Vi måtte desværre konstatere at Lille put og Hansemand ikke vil komme os løbende i møde, når vi kommer med guf til dem om aftenen længere.
Lille put er et særligt tab, da hun ikke selv kunne komme over hegnet, og altid var forrest, når de kom spænende, for at blive taget op og lukket ind.

Øv det var en trist aften.

mandag den 9. maj 2022

Planter i overskud


Vi har gjort det - igen.

Vi har atter et stort antal planter til salg, da vi rykker til mindre arealer tidligere, end vi havde forventet.

Vi har derfor atter planter til salg fra både pryd og køkkenhave, så I er mere end velkommen til at kontakte os via messenger, såfremt I mangler følgende:

Jordbær af sorten Senga Sengana 
Aloe Vera
Peberrod
Rabarber, store såvel som vin- og jordbær Rabarber
Dags liljer 
Sankthansurt
Solbær
Ribs
Hindbær
Asparges
Storfrugtet hassel
Alm hassel
Pebermynte
Ramsløg 
Samt diverse stenbeds planter

søndag den 10. april 2022

Haletudser på vej

Padderne er begyndt at lægge æg i havedammen. 
Vi plejer at fiske dem op og køre dem ud til en stor sø i området, så de får bedre levevilkår. Vores lille havedam er ikke stor nok til dem alle, så det vil være synd at lade dem klække her.

Vi fisker dem op med et fiskenet, putter dem i en spand og sætter dem ud i en stor sø i nærheden, hvor de kan finde masser af føde og ikke skal "stå i kø" for at få en svømmetur

tirsdag den 5. april 2022

Typisk vejr i Danmark

Jeg ærgrede mig meget, da jeg stod op i morges! 
Hvor er det typisk for vejret i Danmark, at det kan føles som forår den ene dag, og så forandre sig på en nat til et iskoldt møgvejr. 

Jeg ser frem til at temperaturen bliver mere stabile, så vi rigtig kan få noget arbejde gjort. 
Heldigvis er vi forberedte på  at vejret skifter så radikalt, så vi har hverken sået eller sat noget på friland endnu.

Når det så absolut skal sne, hvorfor kan vi så ikke få så meget, at børnene kan køre på slæde og have fornøjelse af det(?)
Nej, sådan skal det ikke være, så vi tyer atter tid de indendørs aktiviteter, men dem er der såmænd også rigeligt af.

Da jeg åbnede for hønsene kl. 7 var der ny heller ikke begejstring at spore på dem. De blev siddende på deres pind længe, men hoppede dog til sidst ud og begav sig i gang med morgenmaden.

søndag den 3. april 2022

Ramsløg

Det spirer og gror alle vegne, også i grøftekanter og skovbunde, hvor man kan være heldig at finde bl.a. ramsløg.

Pantens fine blade smager og dufter af hvidløg, og er fantastisk til pesto og som smagsgiver i salater.

Ved sommerhuset gror den flittigt, så vi har hentet nogle planter hjem, så vi også her på Hobbyfarmen har den til hverdag.

Det er endnu en af naturens gratis fornøjelser, som er virkelig anbefalelsesværdig. Hvis man er meget uerfaren, kan planten af udseende forveksles med liljekonval, som er giftig, men liljekonval dufter tilgengæld overhovedet ikke af hvidløg.

fredag den 18. marts 2022

Flytning og deling af planter


I dag stod rabarber planterne for tur. Nu vil jeg have samling på dem igen.
Endvidere var det ved at være tid til, at de skulle deles, det gør det lidt lettere at høste de sprøde stængler.

Jeg graver planterne op, efterhånden som de stikker hovedet op over jordens overflade.
Der skal være mindst 2 gode røde skud på planen, helst 4, før jeg deler dem, hvilket gange enkelt foregår med et godt hug ned gennem roden med spaden.


Det er hyggeligt at komme igang i haven igen sammen med min lille trofaste hjælper Happy. 

onsdag den 16. februar 2022

Storm igen!


Skralde bang!
Min forlovede og jeg kiggede lige på hinanden, men blev så enige om, at det nok var skraldespanden, der væltede.

Men nej, det var skam udluftningsproppen til ventilationen på staldbygninger, der røg ned.

Vi var helt uforberedt på storm denne gang, Toyotaen stod ikke engang i "hus", så det var tæt at den havde fået en ordentlig een på hatten!

Sidst stormen Malik hærgede landet d. 30 januar, havde vi stomsikret og sørget for, at alt var inden døre og intet kunne flyve rundt og smadre ting og sager.

Nu er vi fuldt optaget af bryllups planlægning og havde ikke fået fulgt ordentligt med, hvilket nær havde medført et nyt design på bilen.

Jeg gad nok vide, hvordan det hele ser ud i morgen, når vi kan få det fulde overblik over skadernes omfang!