mandag den 19. august 2019

Indsamling af frø


Her på Hobbyfarmen samler vi selv så mange frø som muligt. Det er sjovt og så kan det rigeligt betale sig


Det skal helst være tørt i vejret, når frø skal indsamles.
Tørvejr har vi ikke haft meget af, men i drivhuset har vi lidt krydderurter, som har sat frø. Billedet herover viser dagens høst af persille og dild frø.

Uanset om det er tørvejr eller ej, så lægger jeg frøene tørring i et enkelt lag i et par dage, inden jeg pakker dem i mærkede frøposer.
Frø skal helst sidde så længe på planten som muligt, hvilket i nogle tilfælde kan være noget mere besværligt at have med at gøre, end som så, af flere årsager.
For det første modnes alle frø ikke på nøjagtigt samme tidspunkt. Der kan høstes i ugevis.
For det andet er der visse frø,  der er så små, at de ikke synes at være til at have med at gøre.

Nogle planter kan rykkes op, når de første frø begynder at modne. De rykkes op med rod og hele planten hænges til tørre over en beholder.
Er der tale om meget små frø, kan man i stedet for en stor beholder, samle alle plantens blomster som en buket og putte  et gammelt pudebetræk eller vikle et viskestykke om, etc.
Du skal blot sikre dig, at der stadig kommer rigeligt luft til planten, så den ikke rådner.
Hvis man vælger at rykke planten op for at høste frø, er man ude over problemet med at frøene spreder sig i haven, hvis man ikke får høstet dem alle.

Samler man frø fra stauder, der helst ikke skal rykkes op, kan man sikre sig en anelse, ved at gå på rov i konens klædeskab.
Inspireret af min ven, der hænger meloner op i BH-er, og ja, det gør han!!! Så tænkte jeg på strømpebukser genanvendelse. Det er genialt til planteopbinding, ligesom det er fungerer perfekt til opsamling af frø.
De er finmaskede og holder ikke på fugten :)
Jeg klipper "benene" i ca 30 cm lange stykker, binder en knude i toppen og putter den om frøstandene.  Der afsluttes med en elastik eller lignende i bunden, og nu kan man roligt vente til at frøene falder af selv.

F1 Hybrider er en helt anden sag, som jeg kommer ind på en anden dag.