onsdag den 10. juli 2019

Solbær og ribs foryngelse og rodstikning


Bærrene på mine solbær og ribs er ved at være modne, så gælder det om at holde øje med dem, så man får høstet på det rigtige tidspunkt.

Det er selvfølgelig altid fedt at vise billeder af det, der lykkes. Men ud over at succes jo er skønt nok, så er der jo ikke så meget at skrive hjem om.

Lad os nu se på noget, som ikke fungerer i stedet, og hvad vi gør ved det.


Planterne herover er tydeligvis sølle og lider under mangel på næring. De kæmper om plads fra ukrudt og får I øvrigt ikke helt så meget sol lige her - så alt i alt næsten de værst tænkelige forhold for sådanne planter.

I første omgang rykker jeg alt ukrudt op omkring planten. Derefter fjerner jeg så meget af det øverste jordlag jeg kan og giver det en topdressing - altså topper op med frisk muldjord. 


Efter ukrudtet er væk kan jeg se, at der er mange friske skud på den ene plante. Det virker til at planterne i øvrigt er sunde, de skal blot have noget grundig pleje.

De tørre grene klippes af, og der vandes grundigt.
Eftersom jeg vil flytte planten til efteråret, "stikker" jeg rødderne nu. Dvs. jeg stikker spaden i jorden i en cirkel omkring planten, som jeg ville have gjort, hvis den skulle graves op. Men jeg stikker kun, så rødderne kappes over, jeg flytter ikke noget før om et par måneder.
På denne måde kan planten tætne sit rodnet omkring planten i en klump, inden den bliver flyttet.